Christian tog fusen på mig- uden at ville det!

Og gennem det lærte han mig rigtig meget om mig selv og min egen holding til det kreative og også om mine forhindringer i den holdning.

Men lad os lige starte fra begyndelsen.

Da jeg var under uddannelse til lærer i Interactive Guided Imagery℠ (læs mere om hvad det er her, hvis du ikke ved det allerede), havde jeg under en session med en medstuderende som en demonstration i klassen, en indre oplevelse der har gravet sig dybt in i mit hjerte og min bevidsthed.

Som altid begynder min medstuderende og guide denne dag, at bede mig lukke øjnene, trække vejret dybt et par gange, og så begynder han at guide mig til at finde mit indre trygge sted. Men noget er denne gang anderledes for mig end, det plejer at være. Mit indre trygge sted har nemlig hidtil kun vist sig for mig som værende om morgenen eller i fuldt dagslys. Hvergang, ind til nu, har jeg altså kun set mit indre trygge sted fuld af lys og den energi der hører med dagslyset; fugleliv, udfoldede blomster og massere af flyvende bier etc.
Denne gang da jeg, i min fantasi, kommer ned af stien til, dette for mig, trygge sted, ja, så er det nat!

Denne nat er der en funklende stjernehimmel og selvom, jeg ser den klart og tydeligt som om, der intet andet lys var, så kan jeg fint se alt omkring mig også. Nærmest som var det fuldmåne. Det er jo netop en af de ting, man kan i fantasien. I fantasien behøver tingene ikke at være som, de er det i den ydre verden.

Træernes silhuet byder mig roligt velkommen og jeg kan mærke alt livet i dem. Jeg fornemmer alle dyrene er gået til ro men jeg kan mærke deres nærvær og tilstedeværelse. Jeg hører vandet fra bækken risle blidt. Det hele virker fyldt af magi og kærlighed. Jeg føler mig 100% tryg og hjemme her, så jeg lægger mig ned i, græsset der er blødt og dejligt, og slet ikke koldt. Fantasien bestemmer selv, hvordan tingene er uafhængigt af hvad, der normalt ville være muligt i den ydre verden.

Jeg kigger op på den helt utroligt smukke stjernehimmel med funklende klare stjerner der smiler og blinker løs. Det er som om, de kan mærke freden, roen og magien også. De er bevidste om, at jeg er der og at jeg kigger på dem.

Min guide beder mig nu kigge mig omkring og fornemme om, der er, nogen eller noget på dette sted som gerne vil have min opmærksomhed. Jeg behøver faktisk slet ikke kigge mig omkring for i det samme, han siger det, ser jeg en dreng dukke op på stjernehimlen. Min guide beder mig beskrive ham. Han er en fin lille dreng med lyst hår. Han fremstår lidt ‘misty’ som om, han er en drøm på himlen. Han virker også som om, at han har trukket sig lidt ind i sig selv, og er lidt ked af det. Hvilket gør mig trist.

Min guide beder mig spørge om, han har et navn, så det gør jeg. Uden at se på mig og uden lyd siger han, at han hedder Christian.

Selvom at jeg er i fuld gang med med min fantasi, så har jeg også min egen dagsbevidsthed og mit dømmende sind med mig. Det er ikke altid lige så let at lægge det fra sig. Der er en del af mig der ved, at Christian i denne fantasi er en indre del af mig. Og, noget i mig er ikke er helt tilfreds sådan som, Christian fremstår for mig. Christian er lyshåret og jeg er jo i realiteten mørkhåret. Allerede der er mit dømmende sind en lille smule utilfreds. Jeg har åbenbart en stor identitet i at være mørkhåret. Samtidigt hedder han bare Christian, ikke noget eksotisk, mystisk eller spændende som jeg helst ville have det. Jeg tillægger det mystiske og eksotiske mere prestige end det helt almindelige danske. Men jeg noterer mig bare denne fordømmende karakter i mit sind og lader den ikke styre min fantasi.

På opfordring af min guide spørger jeg Christian om hvorfor, han er kommet i dag og om der er noget, jeg kan gøre for ham? Christian kigger for første gang direkte på mig og spørger mig om, jeg har nogle guldstykker?Lige her krymper alting i mig. Mit eget indre barn (eller et af dem) spørger mig om penge. Hvor pinligt er det ikke lige! Jeg har overhovedet ikke lyst til at sige det højt. Jeg tøver faktisk rigtig meget med at sige det. Jeg synes at det er så tå-krympende, at han spørger efter hvad, jeg opfatter til at være penge. Det er jo ikke kun min ene medstuderende, der er tilstede med mig men hele klassen- hvad vil de ikke tænke om mig! Heldigvis har jeg, en rigtig god guide der opfatter noget er svært for mig og giver mig den tid, jeg har behov for. Jeg trækker vejret dybt og finder lidt mod inde i mig og siger det højt; ‘Han beder om penge i form af guldstykker’!

Min guide spørger mig blidt om, jeg har nogle, jeg kan give ham? Jeg lægger mærke til, at jeg har nogle i min hånd. Jeg rækker dem op til Christian, som i øvrigt er meget større end mig selv og som nærmest minder mig om en kæmpe når, han rækker ned til mig for at tage guldstykkerne. Så ser jeg ham lave noget. Det er som om, han bygger noget og pludselig har han en bil. Han begynder at køre rundt på himlen med den. Ud og ind mellem stjernerne som var det dem der markerede hans racerbane. Guldstykkerne udgjorde hjulene på hans bil.

Jeg kan mærke at den ked-af-det-hed, jeg først mærkede hos Christian er forsvundet. I stedet har en et barns varme glæde. Jeg får tårer i øjnene. Heldigvis kender Christian til værdien af guldstykker på en helt anden måde end, jeg gør det.
Han suser stille rundt på himlen med bilen og der opstår en varm blid latter, der kommer fra alt omkring os. Stjernerne ler, træerne glæder sig ved Christians leg. Jeg bliver fyldt af en varme og en medfølelse både for mig selv og for Christian.

Da tiden er ved at slutte for denne fantasi beder min guide mig om, at takke Christian og sige farvel til ham- for nu i hvertfald. Jeg kan jo, hvis jeg har lyst, invitere ham ind i min fantasi en anden gang.
Jeg kalder på ham og han stopper sin leg et øjeblik. Jeg takker ham, siger jeg elsker ham og at jeg håber, at vi ses igen en anden gang. Han er glad. Han er glad for, at jeg kom og at jeg opdagede, at han var ked af det. Han kedede sig nemlig og jeg kunne hjælpe ham.

Da jeg siger farvel til ham og begynder min rejse tilbage til dagsbevidstheden, forsvinder Christian ind i stjernerne og bliver til sit helt eget stjernebillede. Man kan se stjernerne forme hans krop foroverbøjet i leg med bilen i hånden.

Oplevelsens stærke kraft

Tilbage i den ydre verden oplever jeg en meget rørt guide og nogle, klassekammerater som alle også tydeligt er blevet rørt af min indre oplevelse.

Der sker noget, når vi tillader vores indre at åbne op under trygge forhold.  Når vi her giver det lov til at udfolde sig uden for meget styring, oplever vi, den læring der kommer igennem oplevelsen. Ofte er det noget, vi husker for livet. Netop fordi, det er en oplevelse og ikke en fortalt læredom.

Nogle gange, hvis vi vælger det, kommer det ikke kun os selv til gode men også dem, vi deler det med. Enten som her med mine klassekammerater i et fælles rum eller, hvis vi vælger at fortælle nogen om det bag efter.

Mit indre legebarn er blevet min læremester

Christian tager jeg stadigvæk kontakt til. Jeg oplever ham som værende, mit indre legebarn der hjælper mig når, jeg er gået i stå eller når, verdenen er blevet for meget ‘arbejde’ og for stresset. Så er Christian min læremester i hvordan, jeg kan bringe legen tilbage i mit liv igen. Hvordan jeg kan se verdenen med hans, et barns øjne, og ikke kun se guldstykker som værende penge.

Nogle gange sætter jeg mig ned og tager på en indre tur i min fantasi til mit indre trygge sted og kontakter ham der.
Andre gange kan jeg få kontakt til ham bare ved at tænke på ham. Og, indadtil kan vi sammen grine lidt af verdenen og finde på skøre ting selv mens mine øjne er åbne og jeg måske er et sted hvor, jeg ikke udadtil kan give tilkende i min medsammensvornes indre legebarns tilstedeværelse og min kontakt til ham.