Et forsøg!

Under min uddannelse til Interactive Guided Imagery℠ (IGI) lærer blev vi udsat for en case om en kræftsyg mand, der var patient på et hospital i USA.

På dette hospital kørte et forskningsforsøg med visualisering for en gruppe kræftsyge. De kræftsyge fik alle den samme kræftbehandling og deres immunforsvarstal blev monitoreret nøje. Denne gruppe som manden tilhørte var en gruppe hvor, de lærte at lave visualiseringer, der var designet til at styrke immunforsvaret. Visualisering var forsøgsdelen i forskningen. Der var naturligvis også en kontrol gruppe, som fik samme kræftbehandling men som ikke blev lært at visualisering.

Sygeplejersken som lavede visualiseringen var uddannet til dette og guidede gruppen til hver især, at få deres eget personlige indre billede på deres immunforsvars virke med sygdommen. 

I gruppen delte de deres oplevelser og efter deres første visualisering fortalte deltagerne om imponerende dyr, der kom og ryttede op i deres krop og hjalp immunforsvaret med at blive stærkere. Der var tigre og elefanter osv. Men denne ene mand, lad os kalde ham John, havde ikke oplevet så store imponerende dyr i hans visualisering. Han blev både ked af det over det og forlegen. Han ville jo meget gerne have et stærkt immunsystem, så hans krop kunne hele sig ud af kræften. Han valgte derfor ikke at sige det dyr, der opreindeligt kom til ham i hans visualisering, men valgte i stedet en stor stærk haj. 

Som ugerne gik skete der fantastiske forandringer i forsøgsgruppen med visualisering. Alle i denne gruppe var i betydelig bedring i forhold til kontrolgruppen. Immunforsvarstallene hos deltagerne i visualiseringsgruppens var merkant bedre. Det vil sige, alle på nær en- John var nemlig ikke blevet bedre og hans immunforsvarstal var faktisk blevet værre. 

Dette stod på noget tid og John blev mere og mere ked af det og bange fordi, han var den eneste i gruppen, der ikke var i bedring. Efter et par måneder med dette forløb hev Sygeplejsken John til side, til en snak. Hun spurgte ind til hvor meget, han lavede sin visualisering, hvordan han inddrog sine sanser i den. Det viste sig, at John var fantastisk vedholdende i sin visualisering og brugte den store haj, som han havde fortalt gruppen om. Sygeplejersen besluttede sig at spørge lidt nærmere ind til hvordan, hajen var kommet til ham og her, i enerum, erkendte John, at han selv havde valgt denne haj efter at have hørt de andres historier med deres store flotte dyr. Han var nemlig ret pinlig over, det dyr der først havde vist sig for ham i sin visualisering; det var nemlig en sugemalle og det var jo ikke særlig imponerende, synes han! Ud over at være pinlig over at se så lille og kedeligt dyr i sin visualisering, havde John også gerne ville have et godt og stærkt immunforsvar. Han tænkte, at visualisere en stor stærk haj ville være meget bedre. En haj, i følge Johns logik, måtte være bedre til at suse rundt i kroppen på ham og æde kræftceller end en kedelig sugemalle. Han ville jo naturligvis gerne blive af med kræften.

Sygeplejerksen bad John fortælle lidt mere om sugemallen. John fortalte, at han kendte sugemallen godt, det var ikke en særlig imponerende fisk. Faktisk havde John fisket en del i hans barndom sammen med hans far. De fiskede i en sø tæt på deres hytte som de yndede at besøge ofte. John elskede disse ture til hytten og specielt elskede han fisketurene med hans far. De fangede næsten altid kun sugemaller, der var en fortrinelig spisefisk. Han blev faktisk lidt rørt, da han fortalte om denne oplevelse til sygeplejersken, for Johns far levede ikke længere og han savnede ham meget, og savnede disse trygge stunder med ham, når de fiskede ved søen.  
Sygeplejersken spurgte John hvad hans opfatelse af en sugemalle var. John fortalte livligt hvordan, sugemaller ofte bevægede sig stille rundt og rensede vandet for nedbrudt materiale og døde fisk. De var rigtig vigtige for et godt frisk og rent miljø i søen. De var en nøgle-art i forhold til hele søens økosystem. 
Denne fortælling gjorde indtryk på sygeplejersken og hun spurgte John, at hvis han skulle overføre dette til hans egen krop, og bruge sugemallen i visualiseringen om at styrke hans immunforsvar, hvordan det så ville se ud. John blev helt stille. Det havde han ikke tænkt på. I Johns følelser, kunne han nu mærke, at en visualisering med sugemallen jo var meget bedre til at hjælpe hans immunforsvar, end en stor klodset og aggresiv haj var det. Sugemallen, i følge John, kunne meget bedre helt roligt ligge og svømme rundt og rydde op i kroppen; spise alle kræftcellerne og andet affaldsmateriale kroppen ikke skulle bruge, og dermed hjælpe med at immunforsvaret fik bedre muligheder for at sætte ind over for nye kræftceller. Ligesom en sugemalle hjalp og var en nøgle-art i søens økosystem, så kunne sugemallen måske være det samme for John i hans kræftsyge krop, tænkte han.  

Da John gik over til at lave denne visualisering med sugemallen fremfor den med hajen, så skete der noget. Johns tilstand og immunforsvarstal begyndte at blive bedre. John udtrykte sig også mere glad og roligt. 

Vores egne forventninger

Nogle gange når vi visualiserer, og arbejder på denne måde med vores forstillingsevne, så kommer vores sind og forventninger i vejen for os. Derfor er det vigtigt at have en god lærer eller guide til dette arbejde. I hvertfald når, det er noget så vigtigt som sygdom, der arbejdes med. 

Fordi John havde følelserne med i visualiseringen med sugemallen; den forbandt ham til gode tider som barn og fik ham til, at føle sig mere forbundet til hans far som han havde savnet, så reagerede hans krop der efter. Hans krop reagerede ikke særlig godt på den store stærke haj, måske fordi, at John ikke havde en følelsesmæssig forankring med hajen på samme måde, som han havde det med sugemallen. 

Det er vigtigt, at vi stoler på vores indre kraft, og de billeder der kommer til os, når vi visualiserer. Men det er også vigtigt, at vi er opmærksom på hvor hurtigt, vi kan overskrive det der kommer naturligt, og dermed ikke opdage, at vores sind er på spil på en anden måde- en ikke gavnlig måde i situationen. 

Det er ikke altid let at gennemskue, hvor det indre billede kommer fra. Dog kommer vi ofte langt ved at øve os og lære os selv bedre at kende, på dette punkt også. Og så er det selvfølgelig også altid vigtig at søge hjælp hos dem, der måske har lidt mere erfaring end os selv. 

Jeg er i hvert fald glad for, at John havde en erfaren sygeplejerkse til at hjælpe ham forvandle hans haj tilbage til en sugemalle.